Studie- og ordensregler
Studieregler
Der registreres fravær for alle skoleaktiviteter – både moduler, aktiviteter og skriftlige opgaver. Hvis du ikke er til stede i undervisningen, registreres du som 100 % fraværende fra undervisningen uanset årsag (objektiv fraværsregistrering). Hvis du kommer mindre end et halvt modul for sent til undervisningen registreres du 50 % fraværende. Hvis du er fraværende fra skemalagte moduler pga. skoleaktiviteter, f.eks. ekskursion med valgfag, skal du orientere den lærer, hvis modul du ikke kan deltage i. Så vil læreren sørge for, at du ikke få fravær fra det modul, selvom du ikke deltager
Hvis du har været fraværende til undervisningen af andre årsager, skal du samme dag notere årsagen til dit fravær i Lectios fraværsårsager. Her kan du også notere om dit fravær skyldes deltagelse i Forsvarets Dag eller varetagelse af et borgerligt ombud. Det samme gælder deltagelse i elevdemokratiske møder og lignende.
Skolen vurderer løbende, om din samlede studieaktivitet er tilfredsstillende. Det er en objektiv fraværsregistrering. Det betyder, at alt fravær, uanset årsag, registreres. Skolen opgør som udgangspunkt fraværet periodevist. De aktuelle perioder for de enkelte skoleår fremgår af Lectios forside. Hvis dine forsømmelser ikke er rimelige, vil du modtage en advarsel.
Forsømmelser omfatter alle former for undervisningsaktiviteter; både fysisk og virtuel undervisning og skriftligt arbejde. Hvis du har modtaget en advarsel for manglende studieaktivitet, opgøres dit samlede fravær hyppigere og du vil kunne sanktioneres yderligere, hvis du ikke nedbringer dit fysiske og/eller skriftlige fravær.
Hvis du har modtaget en eller flere advarsler, og skolen fortsat vurderer, at du har et urimeligt højt fravær, kan skolen sætte dig på studiekontrakt.
Studiekontrakten er din sidste chance for at fortsætte som elev på skolen. Alternativet er udmeldelse.
Hvis du ikke overholder din studiekontrakt, vil du blive udmeldt. Studiekontrakten kan vare op til et år. Den kan forlænges yderligere et år, hvis det vurderes hensigtsmæssigt for din mulighed for at gennemføre din uddannelse.
Hvis du mod forventning er fraværende eller ikke kan aflevere dine skriftlige opgaver pga. sygdom, skal du sende dokumentation for sygdom til din studievejleder.
Du skal selv betale for eventuelle udgifter for dokumentation.
Du skal orientere skolen og din studievejleder så hurtigt som muligt, hvis dit fravær skyldes særlige forhold f.eks. funktionsnedsættelse, længerevarende eller kronisk sygdom.
Hvis din sygdom påvirker dit fravær og din mulighed for at deltage fuldt ud i undervisningen, vil vi bede dig om at dokumentere årsagerne. Dokumentation ved sygdom kan f.eks. være en lægeerklæring (som du selv skal betale for), men det kan også være anden dokumentation fra lægefagligt eller andet social- og sundhedsfagligt personale.
Ved fravær længere end fem dage skal du via mail orientere din studievejleder om dit fravær.
Studievejlederen kan efterfølgende beslutte at indkalde dig til en samtale, hvor I taler om, hvordan du kan indhente det, du er kommet bagud.
Elever, der pga. alvorlig eller kronisk længerevarende sygdom midlertidigt ikke kan følge den almindelige undervisning, vil skolen tilbyde sygeundervisning.
Skolen kan ligeledes tilbyde supplerende undervisning, hvis eleven på grund af sygdom har haft eller hvor forventes at få hyppige, kortvarige fravær.
En sådan supplerende undervisning vil kunne være relevant for elever med alvorlig eller kronisk sygdom, hvor det kræves hospitalsbesøg og dermed forventeligt vil medføre et øget fravær.
Skolen kan i helt særlige tilfælde tilbyde elever med alvorlig eller kronisk sygdom at forlænge uddannelsesforløbet et år, hvis eleven på grund af nedsat funktionsevne eller indlæringsvanskeligheder er forhindret i at følge undervisningen på normal vis.
Elever med højt fravær grundet oplyst sygdom, vil stadig kunne modtage en skriftlig advarsel for højt fravær og i værste fald ende med at blive udmeldt.
Skolen kan bede dig om at fremvise en dokumentation for det sygefravær, som du har angivet i Lectios fraværsårsager, eller hvis du er syg til en eksamen eller terminsprøve.
Du skal selv betale for eventuelle udgifter for dokumentation for sygdom.
Som elev har du pligt til at aflevere alle stillede skriftlige opgaver til de aftalte tidspunkter.
Hvis du ikke afleverer dine opgaver til tiden, registrerer skolen/læreren det som en forsømmelse.
Du skal selv udarbejde opgaverne. Du må ikke i forbindelse med skriftlige opgaver anvende citater uden citationstegn og uden angivelse af kilder. Decideret afskrift af længere passager eller opgaver er ikke tilladt.
Din lærer sender dine opgaver til plagiatkontrol for tjek af evt. afskrift. Viser det sig, at der er tale om hel eller delvis afskrift, iværksætter skolen en sanktion, som står i forhold til graden af snyd. Viser plagiatkontrollen, at der er tale om afskrift fra en elev på skolen, så får begge involverede en sanktion. Det er ikke lærerens opgave at bevise, hvem der har skrevet af efter hvem. Ved alle former for prøver gælder særlige regler for snyd jf. eksamensbekendtgørelsen.
Private rejser skal altid foretages i skoleferierne.
Hvis du tager kørekort under uddannelsen, skal du sørge for at planlægge køretimer og prøver uden for skoletiden.
Du skal også, i det omfang det er muligt, foretage evt. læge- og tandlægebesøg uden for skoletiden.
En advarsel i forbindelse med at have begået, medvirket eller tilskyndet til snyd og lignende uretmæssig adfærd bortfalder ikke.
Advarsler for overtrædelse af øvrige studie- og ordensregler bortfalder efter et år. Studiekontrakter varer et år og kan, efter konkret vurdering, forlænges yderligere.
Det er en betingelse for at kunne få tildelt Statens Uddannelsesstøtte (SU), at du er studieaktiv. Du skal være opmærksom på, at skolen er forpligtet til at indberette evt. manglende studieaktivitet til SU-styrelsen. Det betyder, at du kan miste din SU, hvis du ikke passer din skole.
Dit faglige udbytte af undervisningen vurderes efter hvert skoleår. Du skal have aflagt alle prøver, herunder interne årsprøver. Du skal have afleveret alle større skriftlige opgaver. Hvis du har under 2,0 i uvægtet gennemsnit, vil skolen vurdere, om du kan fortsætte din skolegang, om du skal udmeldes eller tilbydes at gå et skoleår om. Følgende indgår i beregningen af det uvægtede gennemsnit:
- Interne prøver
- Eksamens-/årsprøvekarakter
Ordensregler
Vi ønsker, at du skal bidrage til et studiefremmende undervisnings- og læringsmiljø, hvor alle elever bliver så dygtige som overhovedet muligt, og hvor trivsel tilgodeses:
- Du skal generelt have en adfærd og en omgangstone, der positivt støtter op om undervisningens gennemførelse og et godt studiemiljø.
- Du skal overholde skolens politik for god adfærd.
- Du skal overholde skolens regler, når du deltager i ekskursioner og lignende.
- Du skal overholde skolens regler for lån af bøger og brug af it-udstyr og netværk.
- Du skal hjælpe til at holde skolen ren og pæn.
- Du skal passe godt på skolens inventar og bygning.
- Du skal overholde reglerne for brug af skolens navn, logo og billeder.
- Du skal overholde skolens regler for brug af sociale medier.
- Du skal overholde reglerne vedrørende lyd – og billedoptagelser af undervisning mv.
- Du skal overholde skolens ryge-, alkohol- og rusmiddelpolitik.
- Din gode adfærd omfatter også færdsel og parkering på skolens område.
- Du må ikke medvirke til, at personer, der ikke har et retmæssigt ærinde på skolen, får adgang til skolens områder. Kun personer med retmæssigt ærinde må befinde sig på skolens område og anvende skolens faciliteter.
- Du skal følge anvisninger fra skolens medarbejdere.
Frederiksberg HF er en skole, hvor alle ansatte og elever omgås hinanden med respekt og omtanke, og hvor alle medvirker til at sikre en tryg og sund skolekultur.
Frederiksberg HF accepterer ikke krænkende adfærd såsom mobning, chikane, seksuel chikane, diskrimination, trusler samt fysisk og psykisk vold. Derfor reagerer vi på alle henvendelser om krænkende adfærd. Du kan finde skolens politik for god adfærd på skolens hjemmeside.
Vi forventer desuden, at du viser respekt for dine klassekammeraters ting og skolens bygning, inventar og udeområde.
Vores forventning til din gode adfærd og omgangstone omfatter også adfærd i din fritid, hvis den kan påvirke trivsel og undervisningsmiljø på skolen.
Du må ikke møde til undervisning eller andre former for skoleaktiviteter påvirket af nogen form for rusmidler eller alkohol. Det er heller ikke tilladt at medbringe alkohol og/eller rusmidler i skoletiden eller ved faglige og sociale arrangementer uden for skoletiden. Det er ikke tilladt at indtage alkohol og/eller rusmidler i skoletiden eller ved faglige arrangementer uden for skoletiden.
Skolen kan anmode om, at du lader dig teste for alkohol og diverse rusmidler, hvis der er mistanke om overtrædelse af skolens regler. Testen er frivillig.
Hvis du medbringer rusmidler i skoletiden eller til sociale aktiviteter, er det også en overtrædelse af straffeloven. Forbuddet gælder rusmidler, der er nævnt i bekendtgørelse om euforiserende stoffer samt diverse gasser (lightergas, lattergas mv.).
Du kan blive hjemsendt fra undervisning eller sociale arrangementer, hvis du ikke overholder skolens alkohol – og rusmiddelpolitik. Evt. udgifter i forbindelse med hjemsendelse betales af dig. Hvis du er under 18 år, kontaktes dine forældre.
Jf. Bekendtgørelse af lov om røgfri miljøer er det ikke tilladt at ryge i skoletiden (kl. 08.20– 15.45) eller til skoleaktiviteter uden for den normale skoletid f.eks. til fester. Forbuddet gælder på skolens område og skolens nærområde, dvs. på de omkringliggende veje. Reglerne omfatter også brug af andre nikotinvarer som f.eks. nikotinposer eller e-cigaretter.
Frederiksberg HF tilbyder et trådløst netværk. Dit login er personligt, og må ikke lånes til andre.
Skolens programmer må ikke kopieres.
Alle former for underholdning f.eks. computerspil er ikke tilladt i undervisningstiden.
Ved afsendelse af mails, beskeder og lignende på netværk skal afsenderen identificere sig. Generelle beskeder, hilsener og lignende skal være relevante for alle modtagere.
For at skabe de bedst mulige vilkår for læring har vi brug for et læringsrum, hvor eleverne kan fordybe sig i længere tid ad gangen uden at blive forstyrret. Derfor afleverer alle elever deres mobiltelefoner når undervisningen foregår, ligesom lærerne bestemmer, hvornår det er hensigtsmæssigt at anvende computer og evt. mobiltelefon i undervisningen.
Frederiksberg HF’s navn, logo og billeder må ikke anvendes uden tilladelse og kun til formål, som vedrører skolens profil og understøtter skolens kerneopgave.
Hvis du f.eks. kopierer et billede fra Lectio og videreformidler dette uden skolens og den portrætteredes tilsagn, er det i konflikt med skolens ordensregler og straffeloven.
Det er forbudt at videreformidle krænkende billeder, videoer, underlødige kommentarer og historier om andre personer. Dette gælder også, når du er med til at skrive om dine klassekammerater i f.eks. ”Blå bog”.
De officielle profiler på Facebook og Instagram mv. er skolens ansigt udadtil og skal kun bruges til at formidle historier om og til eleverne på skolen. Ingen af de sociale medier må bruges til at reklamere for tredjepart f.eks. virksomheder eller organisationer.
Du har lov til at ytre dig og sige din mening, men du har også et ansvar, og ytringsfriheden er ikke ubegrænset. Hvis du krænker eller truer andre elever eller medarbejdere i skoletiden eller i din fritid, kan du komme i konflikt både med skolens ordensregler og straffeloven.
Du må ikke optage eller filme samtaler/undervisning mellem medarbejder/elev og elev/elev, medmindre den anden part er blevet gjort opmærksom derpå og har accepteret.
Det er heller ikke tilladt at optage eksamen eller votering. Offentliggørelse af ovennævnte samtaler og undervisning er både en overtrædelse af skolens ordensregler og strafbart i henhold til gældende lovgivning.
Udøvelse af religion hører privatlivet til og foregår i institutioner, der er beregnet dertil. Der må således ikke udøves religiøse ritualer, religiøs forkyndelse eller lignende på skolen.
På skolen studeres religion og religiøse udøvere fagligt og konfessionsfrit i faget religion. Der anlægges både en faglig udefra-synsvinkel og en faglig indefra-synsvinkel på studiet af religion. Som et led i disse studier kan der forekomme besøg på religiøse steder og besøg af religiøse udøvere på skolen som repræsentanter for et bestemt livssyn.
Skoleaktiviteter med overnatning er både faglige og sociale aktiviteter, og det forventes, at du deltager aktivt i alle programpunkter. Kun ledelsen kan dispensere fra deltagelse.
Du betaler selv for turene og skal overholde de udmeldte betalingsfrister. Hvis disse ikke overholdes, kan du ikke deltage i turen, og eventuelle tab i den forbindelse dækkes ikke af skolen. Hvis du efter betalingen bliver forhindret i at deltage – f.eks. pga. sygdom eller udmeldelse fra skolen – dækker skolen ikke det eventuelle økonomiske tab i den forbindelse. Elever, der er udmeldt fra skolen, kan ikke deltage i turen – heller ikke selvom rejsen er betalt.
Har du en funktionsnedsættelse, eller lider du af behandlingskrævende sygdomme, skal du altid oplyse dette til de deltagende lærere inden studieturen. I særlige tilfælde kan rejselærerne i samråd med ledelsen vurdere, at du pga. din sygdom eller din funktionsnedsættelse ikke kan deltage i studieturen.
Er du udenlandsk statsborger, skal du meddele læreren herom og selv undersøge eventuelle indrejseregler samt sørge for de nødvendige tilladelser. Du skal overnatte på det planlagte overnatningssted, og det er ikke tilladt at lade andre overnatte på ens værelse, medmindre det er planlagt.
Opholdet skal foregå under hensyntagen til de øvrige gæster og må således ikke være støjende, ligesom almindelige regler for god opførsel hele tiden skal overholdes. Din opførsel skal altid ske med respekt for den lokale kultur.
Det er ikke tilladt at indtage alkohol på studieture, dog kan der efter aftale mellem ledelsen og de deltagende lærere dispenseres herfor. Dispensation gives kun til indtagelse af alkohol i meget begrænset omfang og kun til sociale aktiviteter, hvor lærerne er til stede. Indtagelse og besiddelse af euforiserende stoffer af enhver art – og til enhver tid – er forbudt.
Hvis skolens rejseregler ikke overholdes, kan du blive hjemsendt for egen regning.
Du skal selv tegne en rejseforsikring, som dækker eventuelle udgifter til f.eks. syge- og hjemtransport, da skolen ikke må forsikre eleverne. Herudover skal det blå sygesikringskort altid medbringes ved udenlandsrejser og det gule sundhedskort ved indlandsrejser.
Skolen er ikke erstatningspligtig og har intet ansvar for bortkomne eller efterladte sager. Penge og andre værdigenstande bør ikke efterlades i tasker eller overtøj. Beskadigelse af inventar, bøger og andet undervisningsmateriale kan medføre erstatningsansvar. Du har ansvar for dine handlinger og er omfattet af de almindelige regler om erstatning. Det betyder, at du har erstatningspligt, hvis du ødelægger skolens ejendom, andre elevers eller ansattes ejendom eller tredjemands ejendom. Det samme gælder, når du er på faglige ekskursioner, studieture o.l.
Sanktioner ved overtrædelse af
skolens studie – og ordensregler
Hvis du ikke lever op til skolens studie- og ordensregler, kan der iværksættes en sanktion:
- Du kan få en mundtlig eller skriftlig pædagogisk tilrettevisning.
- Du kan få advarsler.
- Du kan få betingede sanktioner.
- Du kan udelukkes fra udvalgte arrangementer, ekskursioner og aktiviteter.
- Du kan udelukkes fra undervisningen i indtil 10 dage i et skoleår (udelukkelsen medregnes i dit fravær).
- Du kan komme på studiekontrakt.
- Du kan få forbud mod at medbringe og anvende nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel i en periode.
- Du kan få tilbageholdt dine private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel (normalt højst i et døgn).
- Du kan hjemsendes midlertidigt eller få begrænset adgang til at være på skolen.
- Du kan overflyttes til en anden institution.
- Du kan bortvises (udmeldes) fra skolen.
- Dine prøver kan blive annulleret.
- Du kan nægtes oprykning til næste skoleår.
- Du kan blive hjemsendt fra skoleaktiviteter for egen regning.
- Du kan blive erstatningsansvarlig.
Hvis du er under 18 år, vil dine forældre blive informeret om din overtrædelse af skolens studie- og ordensregler.
En advarsel bortfalder normalt efter et skoleår. Studiekontrakter bortfalder normalt efter et år.
Advarsler for snyd, medvirken eller tilskyndelse til snyd og lignende uretmæssig adfærd bortfalder ikke.
Kriminel adfærd på skolen medfører sædvanligvis hjemsendelse og senere udmeldelse af skolen. Kriminalsager overdrages til politiet. Det gælder bl.a. ved tyveri af effekter tilhørende skolen, de øvrige elever, kantinen eller skolens medarbejdere. Det gælder ligeledes for udøvelse af hærværk, vold eller trusler om vold, seksualforbrydelser samt ved salg og indtagelse af euforiserende stoffer. Alle sanktioner i forbindelse med studie- og ordensreglerne, undtagen pædagogiske tilrettevisninger, begrundes skriftligt.
Ved behandlingen anvender skolen bestemmelserne i forvaltningsloven, herunder bestemmelserne om habilitet, partshøring, begrundelse og klagevejledning.
Som led i behandlingen af en sag kan skolen beslutte at hjemsende den pågældende elev midlertidigt eller begrænse elevens adgang til institutionen midlertidigt, mens sagen undersøges nærmere.
Midlertidig hjemsendelse eller midlertidig begrænset adgang til institutionen er muligt i følgende situationer:
- Situationer hvor det anses for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på institutionen om overholdelsen af institutionens studie- og ordensregler. Dette kan f.eks. være tilfældet, når det er anmeldt til politiet, at eleven har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på institutionen, og som i givet fald vil kunne medføre en permanent bortvisning.
- Situationer, hvor det anses for påkrævet for at opretholde ordenen og samværet på institutionen og andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen.
Du kan klage over skolens afgørelse ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne. En klage over en sanktion har normalt ikke opsættende virkning. Klagen behandles af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Adgangen til at klage over skolens afgørelse er, medmindre det drejer sig om en bortvisning, begrænset til retlige spørgsmål.
At klageadgangen er begrænset til at omhandle retlige forhold betyder, at styrelsen kun kan behandle klagen, hvis skolen i sin afgørelse har tilsidesat reglerne for uddannelsen, ikke har overholdt reglerne i forvaltningsloven eller ikke har fulgt almindelig forvaltningsretlige principper mv. Du har derfor ikke mulighed for at klage over skønsmæssige forhold. Du kan altså ikke klage over institutionens konkrete skøn baseret på vurderinger af faktiske forhold ude på institutionen.
Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/1338
Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/41
Bekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=191190
Bekendtgørelse af lov om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne m.v.
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/810
Bekendtgørelse af lov om statens voksenuddannelsesstøtte
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/53
Bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms- og voksenuddannelser
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=179722
Bekendtgørelse om visse regler om prøver og eksamen i de gymnasiale uddannelser
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=194856
Bekendtgørelse om adgangen til at medbringe og anvende udstyr, herunder digitale hjælpemidler, under prøver i de gymnasiale uddannelser
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/224
Bekendtgørelse af lov om røgfri miljøer
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1632
Bekendtgørelse af lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2017/316
Bekendtgørelse om elevråd ved institutioner for almengymnasial uddannelse, almen voksenuddannelse, erhvervsrettet uddannelse eller forberedende grunduddannelse samt private institutioner for gymnasiale uddannelser
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/2367
Bekendtgørelse om elevers og kursisters betaling for undervisningsmidler i de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne