Tysk B – begyndersprog

Tysk er et videns- og kundskabsfag, et færdighedsfag og et kulturfag. Disse sider af faget er ligeværdige, betinger gensidigt hinanden og sikrer faglig dybde. Faget beskæftiger sig med kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i tysksprogede lande og områder. Centralt i faget står den praktiske dimension, som udvikler færdigheder i sprogets anvendelse samt viden og bevidsthed om dets opbygning. Endvidere udvikles evnen til at forstå og forholde sig til talt og skrevet tysk samt kendskab til tysksprogede lande i europæiske og andre internationale sammenhænge. 

Formål 

Gennem arbejdet med tysk sprog opnår eleverne kompetence til at kommunikere på tysk samt viden, kundskaber og færdigheder i relation til kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i tysksprogede lande. Dette giver eleverne evne til at reflektere over og med forståelse gå i dialog med andre i en globaliseret og digitaliseret verden. Eleverne tilegner sig sproglig kunnen, viden og bevidsthed samt kendskab til det tyske sprog i funktionelle sammenhænge, og derigennem udvikler eleverne deres kommunikative kompetencer. Eleverne opnår interkulturel kommunikativ kompetence og demokratisk forståelse, idet de i arbejdet med tysk inddrager deres viden om andre kultur- og samfundsforhold.

Fagets forskellige discipliner bidrager til elevernes almendannelse og studiekompetence ved at udvikle deres sproglige og kulturelle viden samt æstetiske bevidsthed, bl.a. gennem arbejdet med litteratur og andre kunstneriske udtryk. Endelig opnår eleverne gennem undervisningen indsigt i tyskfagets anvendelse i det omgivende samfund, hvilket bidrager til udviklingen af deres karrierekompetence.

Faglige mål 

Eleverne skal kunne: 

  • forstå talt tysk sprog om kendte emner formidlet gennem forskellige medier, når der tales et enkelt standardsprog
  • læse og forstå forskellige typer og genrer af nyere tysksprogede tekster, herunder tysksprogede tekster fra de sidste 10 år
  • redegøre på tysk for studerede tysksprogede emner og tekster, analysere og fortolke disse og perspektivere til andre tekster, idet de benytter et basalt ordforråd samt anvender elementær morfologi og syntaks
  • føre en samtale på et forståeligt, enkelt og sammenhængende tysk om emner, de er fortrolige med, samt redegøre for og diskutere forskellige synspunkter
  • udtrykke sig forståeligt og sammenhængende på skriftligt tysk med et basalt ordforråd og i relation til de studerede tekster og emner
  • analysere og beskrive tysk sprog grammatisk på dansk med anvendelse af relevant terminologi
  • anvende relevante lytte- og læsestrategier samt relevante mundtlige kommunikationsstrategier
  • på tysk redegøre for, analysere, fortolke og reflektere over forskellige tysksprogede tekster såvel fiktive som ikke-fiktive i tilknytning til profilen for den uddannelse, hvori valgfaget udbydes
  • give udtryk på tysk for indsigt i udvalgte kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i tysksprogede lande med hovedvægten på Tyskland efter 1945 samt sammenligne studerede tysksprogede tekster og emner med kultur- og samfundsforhold i andre lande
  • forholde sig kritisk til digitalt materiale samt dokumentere anvendelsen heraf
  • behandle problemstillinger i samarbejde med andre fag
  • demonstrere viden om fagets identitet og metoder.

Arbejdsformer 

Valget af arbejdsformer skal bygge på principperne om variation og progression i henseende til sproglig og indholdsmæssig kompleksitet og graden af selvstændigt arbejde. Der fokuseres på arbejdsformer og opgavetyper, der udvikler elevernes kommunikative kompetencer og kreative og innovative evner.

Arbejdet organiseres hovedsageligt gennem tre til fem forskellige emner, og det sikres, at de faglige mål og kernestoffet integreres i dette arbejde. I hvert emne udgør kernestoffet normalt minimum fire til seks tekster afhængig af teksternes sværhedsgrad og omfang. Supplerende stof kan inddrages til at uddybe og perspektivere kernestoffet. Eleverne inddrages i valg af emner og arbejdsformer.

Når tysk begyndersprog B indgår i en studieretning, trækkes der på elevernes viden fra almen sprogforståelse i det sproglige arbejde.

Det skriftlige arbejde indgår som træning af en central kompetence i tysk, da det styrker elevernes formidlingsevne og sproglige sikkerhed. Samtidig opøves eleverne i at formidle et stof i struktureret form.

Eksamen 

Der afholdes en mundtlig prøve med en eksaminationstid på ca. 30 minutter. Der gives ca. 60 minutters forberedelsestid.

De emner, der indgår som grundlag for prøven, skal tilsammen dække de faglige mål og kernestoffet.

Prøven tager udgangspunkt i et ukendt, ubearbejdet tysksproget tekstmateriale, der skal have tilknytning til ét af de studerede emner. Tekstmaterialet skal bestå af en eller flere tekster med et samlet omfang på maks. én normalside. Det forsynes med en kort indledning på tysk, og der opgives kun specielt vanskelige gloser og nødvendige realkommentarer. Tekstmaterialet forsynes endvidere med en kort instruks på tysk, der angiver, hvordan eksaminanden skal arbejde med materialet.

Eksaminationen indledes af eksaminanden med en mundtlig præsentation på tysk. Det studerede emne inddrages i præsentationen, som efterfølges af en uddybende samtale på tysk mellem eksaminand og eksaminator om tekstmaterialet og det studerede emne.

Det samme ukendte prøvemateriale må anvendes højst tre gange på samme hold.

En normalside er 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum) eller ca. tre minutters afspillet tekst og for lyrik 30 verslinjer.

Bekendtgørelse

Undervisningsmaterialer

Undervisningsbeskrivlser